Log på Kontakt Forside
Det gode liv på landet
Belgisk Blåhvidt Kvæg har fået nyt navn  

Blåkvæg Danmark

6. december 2011

 

Pressemeddelelse

100 procent opbakning til nyt BLÅT kødkvægsnavn

Den muskuløse kødkvægsrace hedder ikke længere Belgisk Blåhvidt Kvæg. Det er de samme dyr, men nu hedder racen Dansk Blåkvæg.

Raceforeningen hedder heller ikke længere noget med ”belgisk”. Den hedder Blåkvæg Danmark.

Raceforeningens medlemmer besluttede disse navneændringer på en ekstraordinær generalforsamling den 3. december, hvor over en tredjedel af foreningens medlemmer var mødt op. Og blandt de fremmødte medlemmer var der 100 procent tilslutning til navneændringerne. Tidligere var racens forkortelse BBK på edb-udskrifter og i daglig omtale; nu er forkortelsen BLÅ.

–    Gennem nogen tid har vi overvejet at få racens og raceforeningens navne ændret, så ordet ”belgisk” gled ud, siger Blåkvæg Danmarks formand, Lars Thede. Baggrunden er den, at vi ikke kan acceptere den belgiske praksis, hvor man i stort omfang foretager forebyggende kejsersnit i forbindelse med kælvning. Det finder vi etisk uanstændigt. På grund af den belgiske praksis registrerer belgierne heller ikke kælvningsforløbet, og så kan man i avlsarbejdet ikke komme videre ved at tage hensyn til og udvælge avlsdyr for egenskaben Fødsel. Ved at fjerne ”belgisk” i navnene sender vi et kraftigt signal til belgierne og alle andre om, at vi tager afstand fra den belgiske praksis, og at vi ikke ønsker at blive kædet sammen med det, der foregår i racens oprindelige hjemland. For situationen herhjemme er jo helt anderledes.

 

–    Vi ønsker lette kælvninger hos Dansk Blåkvæg, fortsætter Lars Thede, og vi har i praksis bevist, at det kan lade sig gøre. De seneste fire år, har Dansk Blåkvæg således ligget på 6-8 procent kejsersnit, så jeg tror faktisk ikke, at vores race længere er ”førende” på dette område.

 

Dansk Blåkvægs avlsrådgiver, tidligere landskonsulent Mogens Stendal, fortæller, at man i 2007 i England på samme måde som i Danmark fjernede ”belgisk” fra racens og raceforeningens navne – og af samme årsager som i Danmark.

 

–    Dansk Blåkvæg har stoppet enhver import af avlsmateriale (sæd og embryoner) fra Belgien, siger Mogens Stendal. I England har vi fundet netop den type blåkvæg, som vi ønsker. Det er store og lange dyr med rigtig gode lemmer og imponerende god bevægelse. Der er naturligvis en god muskelfylde, dog uden at være ekstrem, og så vægter englænderne kælvningsegenskaberne højt i avlsarbejdet, og de har derved haft ”held” til – som os – at forbedre kælvningsegenskaberne. Gode kælvningsegenskaber er alfa og omega for os. I målrettet kvægavl får man, hvad man går efter. Blåkvæg Danmark er således godt i vej med at ændre og forbedre Dansk Blåkvægs fødsels- og kælvningsegenskaber.

 

Blåkvæg Danmark har netop importeret 11.000 sædportioner fra England. Det er sæd af ældre, afprøvede tyre med positive avlsværdital for Fødsel. Sædimporten sker dels for at supplere det hjemlige avlsarbejde, men primært for at sikre et større udbud af sæd af genetisk topkvalitet til de mange BLÅ insemineringer på malkekøer. De seneste 12 måneder har der således været en stigning i antallet af BLÅ insemineringer på uhørte 64 procent til over 8.000 insemineringer årligt. Det viser de officielle insemineringsstatistikker fra VikingDanmark. Det er især mælkeproducenter med Holstein og Jersey, der vælger Dansk Blåkvæg til krydsning.

 

 

 

Nærmere oplysninger ved:

Lars Thede, formand for Blåkvæg Danmark, e-mail: lthede@live.dk, telefon 2284 3977

Mogens Stendal, avlsrådgiver for Blåkvæg Danmark, e-mail: sasso@post5.tele.dk, telefon 2171 7750

Sjællandske Familielandbrug - Fulbyvej 15 - 4180 Sorø - Tlf: 57 86 50 00 - Fax: 57 86 50 01 - Email: 
Kontakt
Sjællandske Familielandbrug  
Fulbyvej 15
4180 Sorø

Tlf. 5786 5000
Fax 5786 5001
Handelsplads


Som medlem har du mulighed for at handle på vor hjemmeside.
Indsend din tekst

Minilæsser udlejes
Minilæsser udlejes m/u fører.
06-02-2012
Brænde sælges
Bøge el. aske brænde i bigbags sælges.
06-02-2012
Wrapballer sælges
SÆLGES Wrapballer i minibig.
06-02-2012
Wrap af kløvergræs sælges
Wrap af Kløvergræs 1. slet tørt. Rundballer af 400 kg. Wrap af kløvergræs/lidt vårbyg også tørt og 1. slet.
16-01-2012
Stor byggegrund sælges
Dejlig byggegrund i Strøby sælges, ca. 3000 m².
31-12-2011
Wrap rundballer sælges
Store wrap rundballer sælges
13-12-2011