I Sjællandske Familielandbrug lægger vi vægt på, at livet på landet er præget af mangfoldighed og alsidighed. Det er grundlaget for foreningens virke både politisk og i den faglige rådgivning. Det betyder, at vi ønsker en landbrugspolitik, hvor der skabes grundlag for så mange selvstændige og levedygtige landbrug som muligt.
Et sådan grundlag er ikke kun politisk bestemt, det bestemmes også af erhvervets egne udøvere, ikke mindst når man går nye veje i både produktion og ejerformer. I Sjællandske Familielandbrug er det en af de opgaver, vi i vores rådgivning kan være med til at løse, når der skal tænkes nyt.
Vi har gennem mange år opbygget en betydelig viden og ekspertise inden for mange områder af landbruget. Denne viden deler vi gerne med vores medlemmer.
Det er bedre at støtte natur, dyr og kvalitet end produktion, vækst og volumen.
Der er i samfundet et stadig stigende krav om mere natur. Vi må ofte lægge ører til politikernes ønsker om mere natur og mindre landbrug på de danske arealer. Der er derfor paradoksalt at Fødevareministeriet har barberet budgettet til MVJ- ordningen fra 300 til 90 millioner kroner. Det betyder at støtten er faldet fra 4000 kr. pr. hektar til 1400 kr..
Med de svingende kornpriser, fjernelse af brakkravet og nedsættelsen af MVJ-tilskuddet, risikerer vi at mange landmænd for at optimere indtjeningen, vil pløje græsmarkerne op og begynde at dyrke korn på arealerne igen, til skade for miljøet.
Samtidig er det signal der sendes fra politikkerne, demoraliserende for de rigtig mange landmænd der gerne vil gøre og gør meget for naturen. De vil få svært ved at holde gejsten oppe, når de ser støtten til arbejdet skæres så dramatisk.
Vi mener, at ønsker samfundet at landmandens jord udlægges som natur, må samfundet også betale landmanden for arbejdet. Hvad enten det er til at slå græsset, eller til levende dyr, der afgræsser arealerne.
Familielandbruget arbejder for, at støtten ikke primært tilfalder de største producenter, men i højere grad tilgodeser alle produktionsstørrelser samt natur og miljø.